Rosenholm Billedskole

Fortællingen om, hvordan et læserbrev i en lokalavis blev til et længere projekt om by og bygninger i en stationsby på Djursland.

I maj måned 2003 kunne man i den lokale ugeavis læse et debatindlæg af forfatteren Johannes Stræde med overskriften ”Hvorfor skal det være så grimt?”
”Her i Hornslet burde vi tage en offentlig debat om, hvordan vi kan værne og udbygge lillebyens kvaliteter, så den bliver et godt sted at færdes og bo i, med spillerum for fantasien”.

Den udfordring blev vendt og drejet i Rosenholm Billedskole, og det blev besluttet, at man ville bruge udfordringen som optakt til Børnekulturnatten ved på forskellig vis at sætte ”Lys på byen” i et længere sammenhængende forløb.

Fyraftensbyvandring

Første udkald var en fyraftensbyvandring med Johannes Stræde, der tog os med en tur rundt i Hornslet, hvor der blev kigget på byplanlægning, bygninger, detaljer i bygninger, pladser, skilte, osv. De mange byrødder, der var mødt op, fik mange slet skjulte opfordringer til at forskønne, rydde op, skabe sammenhæng, gøre byen til et godt sted for børn og voksne, for private og for forretningsdrivende, med hensyntagen til at man befinder sig i en mindre stationsby, og at man ikke bør forsøge at gøre den til noget, den ikke er, nemlig en storby. Undervejs fik mange et nyt blik på de gammelkendte omgivelser, og der blev diskuteret livligt. Både om overordnede spørgsmål som på hvilken måde arkitektur og byrum taler til os som mennesker, og hvorfor nogle bygninger og byrum virker imødekommende og andre afvisende, og om helt konkrete lokale forhold som f. eks. hvorfor man visse steder har bygget så tæt på gaden og lukker gaderummet, og hvorfor man skal have et butikscenter i så lille en by.
En god debat var begyndt, og vi var overvældede over de mange positive tilbagemeldinger fra politikernes opmuntrende tilkendegivelser til dagplejemødre, som stoppede os på gaden for at fortælle, at de nu sammen med de små var begyndt at kigge på mønstre og dæksler på deres gåture.

Lys på byen og børnekulturnat

Næste træk var sammen med lokalavisen at opfordre byens borgere, store som små, både de, der har byen som arbejdssted, og de der færdes rundt i byen, til at ”kigge byen efter i sømmene” og til at være med til at foreslå den bygning eller det sted, som de syntes, fortjente særlig opmærksomhed.
Ud fra forslagene skulle der udvælges en bygning og en detalje i byen, som var værdig til at komme frem i lyset. På børnekulturnatten skulle den udvalgte bygning og den udvalgte detalje oplyses af projektører. Belysningen og finansieringen af den stod byens Handelsstandsforening for.

Diskussionen med både børn og voksne om hvordan vi ønsker vores by skal være at færdes i, hvordan vi ønsker den skal se ud fremover, og hvordan vi i vores egen tid og i vores overskuds-samfund kan sætte både menneskelige og æstetiske spor i vores by, har været spændende.
Mange – måske især børnene – gav udtryk for, at de gerne ville have, at de kunne være stolte af vores by, og at de faktisk følte sig flove over alt det skrald, der er nogle steder i byen springer i øjnene.

Men vi blev også meget opmærksomme på, hvordan vi nok kan få lukket øjnene op for æstetiske kvaliteter, men også ser med hjertet.. Og det ser ud til at gælde for både børn og voksne. Det betyder, at den bygning eller det hus, hvor man har sit gode arbejde som man lægger sin sjæl i, eller det hus, hvor verdens sødeste mormor bor, også synes at blive et meget smukkere hus.
Det vi ikke kan se med øjet, historien om husene, byen og menneskene spiller også en stor rolle for, hvordan vi ser.

Det ene sted, som blev valgt til at komme i søgelyset, var et lille tårn på et hus, der med Johannes Strædes ord vidner om ”drømme, fantasi og overskud”. ”Vi har brug for det ekstraordinære, særlig i betrængte tider”.
I børnenes version var tårnet et ”prinsessetårn”, hvor man kunne forestille sig et eventyr udspille sig. Her kunne bo en Rapunzel med meterlange gule fletninger, som prinsen kunne klatre op af og således befri sin prinsesse.

Som nævnt er Hornslet en lille by, som ved første øjekast måske ikke har så meget at byde på. En stationsby, der er præget af fornuftsbyggeri, der skulle gå hurtigt, så der er ikke så stor en detaljerigdom.

Derfor var det andet udvalgte sted naturligvis byens flotteste bygning, Tinghuset, bygget i 1910 af Hack Kampmann (der bl.a. også har bygget Århus Teater, Marselisborg Slot og Toldboden ). I dag huser det retslokale, lokalhistorisk arkiv og bibliotek. Bygningerne var ikke mindre flotte i projektørlys, og der var stor begejstring for lyssætningens fremhævelse af detaljer og helhed. ”Hvorfor er der ikke lys på den bygning i hele den mørke tid”, var bemærkningen fra mange. Den oplyste bygning var en stemningsfuld baggrund for børnekulturnattens afslutning i Tinghusparken. Med søsætning af både i bækken samt diasshow, stemningsfuld musik og alfeklædte børn med skyggefigurer mellem træerne var hensigten også at forsøge på at bruge byens kendte uderum i nye sammenhænge og dermed få et nyt blik på stedet og se nye muligheder.

Hele arrangementet krævede meget ekstra arbejde for billedskolen, så efter det succesfulde arrangement både hvad angik antallet af fremmødte, stemning og indhold, holdt vi en vinterpause med byaktiviteterne.

Forårslys på byen

Men da de første tegn på forår meldte sig, hvor solen overtog belysningen og alle trængte til at komme ud og gå tur, tog vi tråden op og fortsatte med sætte ”forårslys på byen”, igen med opfordring til at gå på opdagelse i byen.
I fire uger arbejdede vi også denne gang sammen med lokalavisen om at genkende steder i byen. Hvor lå de, og hvad var historien om dem? I den ene uge bragtes billederne, og i den efterfølgende kunne man så læse ”løsningen” og historien, og man kunne lægge søndagsturen forbi stedet.

Umiddelbart lå historierne ikke lige for, men den som søger, skal finde, og det skulle vise sig, at mange flere historier end vi havde forestillet os, lå og ventede på at blive fortalt.
Som tilflytter kunne man ofte undre sig over, hvorfor et stort anker lå foran en virksomhed i industrikvarteret. Det blev derfor det første sted, der skulle vises, gættes – og fortælles.
Ved et besøg på virksomheden blev eftersøgningen sat i gang. Gamle medarbejdere måtte vide noget, eller var det ikke noget med, at et par piger på et kursus havde skrevet noget om virksomhedens historie. Stor aktivitet og diskussion på virksomheden ”hvorfor ligger vores historie egentlig ikke på vores hjemmeside? Det må vi vist gøre noget ved.”

Da Anker, sønnen til firmaets grundlægger, oprettede fabrikken Anker Stålfjedre ville han have et anker som vartegn. Det anker, man fandt frem til, stammer fra en russisk fregat, der strandede ved Harboøre i 1868. Skibet var på vej hjem til Rusland fra Plymouth med en besætning på 730 mand. Med på skibet var den russiske storfyrste Alexis, der gjorde tjeneste som officer.
Ved strandingen blev redningsarbejdet forfulgt af en lang, næsten endeløs række af uheld. Stiv kuling, høj sø, flere mislykkede forsøg på at skyde en raket fra stranden ud til skibet, manglende årer i redningsbåde, beskadigelse af en anden redningsbåd – men på trods af alle uheld lykkedes det at få bjærget hele besætningen.
En vragfisker hentede mange år senere ankeret op og solgte det til Anker Stålfjedre, der gjorde meget ud af at pudse ankeret op igen. Det vejede omkring 6 ton. Det blev opstillet ved fabrikken i Århus, og da den blev flyttet til Hornslet, flyttede ankeret med og er nu en del af bybilledet i industrikvarteret.

Billedhuggeren Jørn Rønnau, der tidligere har boet i Hornslet, har lavet stenskulpturen Brugssten, der står foran rådhuset. De fleste i byen kender skulpturen på afstand, men mange har ikke iagttaget de fine detaljer og figurer, der er hugget ind i figuren. Man kan med en finger følge de indhuggede ”render” og figurer rundt om stenen og undervejs digte sin egen historie om – eller ind i – skulpturen. For enden af den 12 meter lange håndpolerede fingerrille er der ofte lidt regnvand til overraskelse den, der følger rillen uden for synsvidde. Der er ingen signatur, men et håndaftryk, som man kan måle sin hånd med i berøring af stenen.

Ud over ovennævnte var der udvalgt et kendt hus med fortid som falckstation og en bygning med et flot indgangsparti med fortid som købmandsbutik og bank. Her kunne egnsarkivet hjælpe med historierne. Og som et sidste eksempel kan nævnes et nutidigt ”bybillede” i form af en speciel postkasse på en villavej.

Workshop og udstilling

Efter at have fokuseret meget på by og byrum havde vi nu lyst til at gå mere i detaljer med en bygning, og vi valgte igen Tinghuset som genstand for vores undersøgelse og dokumentation af en enkelt bygning.
Her skulle man bl.a. i en åben workshop gå tættere på materialer og detaljer, lave skitser og tage fotos i forskellige belysninger, i sol og regn, se på store linier og på små detaljer, på gammelt og nyt, beskrive døre, vinduer, murværk, farver.

Resultatet af dokumentationen skulle senere vises i udstillingslokalet på biblioteket, der også har til huse i Tinghuset.
Også denne udstilling virkede som øjenåbner for børn og voksne, og udstillingens billeder videregives til bibliotek og lokalhistorisk arkiv med henblik på brug til hjemmeside og til en eventuel større udstilling i forbindelse med jubilæum.

Summa Summarum

Ovennævnte lille beskrivelse af et langt forløb er et eksempel på, hvordan en billedskole, der også gennem mange andre aktiviteter opfatter sig selv som en integreret del af det lokale kulturliv, kan komme endnu længere i et tværgående samarbejde, hvor alle kommer til at føle et større medejerskab, medansvarlighed og opmærksomhed over for omgivelserne. Det har været godt for billedskolen at tænke aktiviteter på tværs af aldersgrupper, og vi har, langt mere end tidligere, set mange flere familier – og familiefædre – deltage i arrangementer.
Ved at lægge forskellige dele af projektet hen over flere sæsoner har det samtidig skabt en meget stor grad af synlighed og goodwill i byen og ikke mindst på rådhuset. Desuden har det givet anledning til en offentlig diskussion og til, at andre på forskellig vis har taget temaet op, bl.a. efterlyser et lokalt ejendomsmæglerfirma nu via avisen historier om bygninger og steder i lokalområdet, ligesom flere lokalområder nu har fulgt op med byvandringer og lokalhistorie/ historier.

Set i lyset af det forhåbentlig forestående landsdækkende arkitekturprojekt har det også været interessant at undersøge, hvor meget man egentlig kan beskæftige sig med by, byrum og arkitektur i en lille by, der ikke har en større bys mange muligheder for at studere stilarter, udsmykninger, tårne, spir, osv.
Og vi må konkludere, at ingen byer er for små til at gå på til gå på opdagelse i, alle steder er der spændende spor i og omkring bygninger og af de mennesker, som bor i og bruger bygningerne.

Billedskolen har endnu ikke taget stilling til en fortsættelse af projektet, eksempelvis ved at fortsætte med at dokumentere Tinghuset indefra, eller i samarbejde med skolen dokumentere skolebygningen, hvor man fra børnene kan få en yderligere synsvinkel om bygningens funktion med. Eller om man evt. skal gå videre med et konkret byggeprojekt, hvor børn og voksne selv skaber nye rum, inde og ude.

Lene Guðnason og Karen Marie Demuth,
Rosenholm Billedskole.

Noter: Johannes Stræde har blandt mange andre bøger skrevet ”Kulturelle Trykknapper. Om at se og opleve

Siden er senest opdateret d. 12. januar 2010 kl. 08.15
WP Like Button Plugin by Free WordPress Templates