3,3 mio. kr. til billedkunst til børn

7. november 2013 kl. 18.34


3,3 mio. kr. til billedkunst til børn

Statens Kunstråd har netop øremærket 3,3 mio. kr. til at udvikle nye metoder, der giver alle børn og unge i Danmark mulighed for flere og bedre møder med billedkunsten. Landsforeningen Børn, Kunst og Billeder kommer til at stå for indsatsen, i samarbejde med andre billedkunstaktører.

Statens Kunstråds Billedkunstudvalg ønsker at styrke børn og unges muligheder for kvalificeret undervisning i billedkunst. Derfor skal de 3.3 mio. kr. bruges til et nyt kompetencecenter, som i 2014-17 skal sætte forsøg i gang for at udvikle undervisningen, så flere børn og unge får bedre mulighed for at møde billedkunsten. På lang sigt skal de erfaringer, der høstes, udstikke retningen for en landsdækkende indsats.

Landsforeningen Børn, Kunst og Billeder sætter rammen
Landsforeningen Børn, Kunst og Billeder er blevet udvalgt til at løfte opgaven med at etablere det nye kompetencecenter, i samarbejde med en lang række aktører på billedkunstområdet. Blandt andre Billedkunstnernes Forbund, Danmarks Billedkunstlærere, De Billedkunstneriske Grundkurser, Kunstakademiet og Museumsformidlerne i Danmark.
Udover de konkrete modelforsøg med undervisning i billedkunst, skal centeret også udvikle nye strategier til at styrke det kunstfaglige niveau hos de fagpersoner, der arbejder med billedkunst, børn og unge, og som kan skabe nye netværk, samarbejder og partnerskaber mellem organisationer og lokale institutioner.

Sakset fra www.kunst.dk

Læs hele pressemeddelelsen (Åbner nyt vindue)

Hent ansøgningen (PDF åbner nyt vindue)